Til forsidenVeddum.dk Find ord eller søg i index, nyt eller oversigtSøg Kontakt til veddum.dkKontakt Om

Til forsidenAvisSteder

 

En by uden Brugs

Tre journaliststuderende Bjørk, Iben og Mads, har undersøgt, hvad den sidste dagligvarebutik gør for et lokalsamfund, og hvilke konsekvenser det kan have, hvis den forsvinder. Se resultatet på: https://bjbuva.wixsite.com/enbyudenbrugs, Her kan du bla. se mere om:

Veddum

Med et indbyggertal på 350 kan man roligt sige, at borgerne i Veddum kommer hinanden ved. De samles om fribørnehaven, motionscentret, fællesspisning og endelig Dagli’ Brugsen, der er et fast mødested for mange.

I foråret blev Brugsen indstillet til lukning af den lokale bestyrelse, der ikke mente, at det var økonomisk forsvarligt at fortsætte driften. Forslaget blev stemt ned på generalforsamlingen, og en ny bestyrelse, der ville kæmpe videre for Brugsens overlevelse, blev valgt. Håbet er, at der inden længe kommer overskud i forretningen.

“Vi har et lille opland her, og konkurrencen indefra Hadsund er stærk. Det er rigtig svært for en lille butik at få økonomien til at hænge sammen,” siger uddeleren Morten Hald.

Kunde Catharina Kristensen, peger på, at det især er det sociale aspekt, der gør Brugsen vigtig:

 “Man får altid en sludder i Brugsen og en kanon betjening fra personalet. Det gør man ikke i Hadsund. Det betyder så meget, at man ikke bare er en eller anden tilfældig kunde, men at de fleste kender hinanden. Og hvad med dem, der ikke har mulighed for selv at køre til Hadsund?”

Det er bare ikke nok kun at bruge Brugsen til småindkøb. Brugsuddeler Morten Hald er klar over, at det altid ikke er muligt at konkurrere med butikkerne i Hadsund på prisen - i stedet skal Dagli’ Brugsen overleve på sit serviceniveau. Den største udfordring er, at borgerne i Veddum handler stort ind i Hadsunds discountkæder på vej til og fra arbejde, mens den lille brugsbutik ofte bliver brugt til at købe cigaretter, blade og tobak.

Frivillighed og nethandel redder købmanden i Alken

Hundrede kilometer syd for Veddum ligger landsbyen Alken, naturskønt placeret mellem bløde bakker i søhøjlandet tæt på Skanderborg.

Da købmanden lukkede, skete der en stor fraflytning af unge fra byen, og der opstod en overvægt af indbyggere i pensionsalderen. Der gik da heller ikke lang tid, før borgerne besluttede sig for at finde en løsning og åbne den frivilligt drevne butik. Borgerne lejede sig ind i en gammel mejeribygning, renoverede lokalerne, og i 2018 kunne den frivillige købmand fejre femårs jubilæum.

Med købmandens fokus på salg af specialvarer fra lokalområdet er det svært for borgerne at gøre alle deres dagligvareindkøb i Alken. Derfor er købmanden en del af Osuma-ordningen, som gør det muligt for Alken-borgerne at bestille dagligvarer på nettet og få dem leveret til købmanden omkostningsfrit. På den måde drager den lille købmand nytte af den stigende nethandel, som ellers udfordrer mange fysiske butikker. Over 200 af byens indbyggere benytter sig af Osuma-ordningen.

Ejsing lever videre

En lille kilometer fra Venø Bugt i Limfjorden ligger landsbyen Ejsing.

Før Brugsen lukkede, blev borgerne informeret om, at økonomien skrantede, og at butikken stod til lukning, hvis der ikke blev gjort noget. I en kort periode blev indbyggerne i Ejsing bedre til at gøre deres indkøb i Brugsen, men der gik ikke længe, før mange igen handlede i de større byer på vej til og fra arbejde. Snart faldt omsætningen igen, og til sidst måtte butikken lukke. Men ifølge Svend Ebbesen er det en naturlig konsekvens af skiftende tider, hvor folk er gået fra at leve og arbejde i landsbyen, til at bruge meget af deres tid udenbys.

“Der er en vis idyl ved dengang landsbyen var en hel selvbærende enhed. Men det kan jo ikke nytte noget at hænge sig i det, for så får man jo ikke noget ud af resten af sit liv,” siger Svend og griner.

Brugsens lukning har ikke betydet en skid for byen

I kølvandet på Brugsens lukning var der snak om at bruge friskolens minibus til at køre de ældre til Vinderup for at handle et par gange i ugen. Det har bare vist sig, at der ikke var efterspørgsel på det. Den lukkede dagligvarebutik har tilsyneladende heller ikke gjort, at de ældre fravælger at bosætte sig i landsbyen - ventelisten til Ejsing Seniorboliger er lang.

“De fleste handlede udenbys i forvejen, for ellers havde vi haft en brugs i dag. Min mand sagde lige til mig, at det i virkeligheden ikke har betydet en skid for byen, at Brugsen lukkede. Det er hårdt sagt, men vi får jo handlet alligevel,” siger Sandie Stjernholm.

​Det er fællesskabet, der tæller

Det er er egentlig ret svært at konkludere noget sikkert om, hvordan det går en by, når den sidste dagligvarebutik lukker. Men én ting går igen, når man spørger folk, hvad dagligvarebutikken betyder i et lokalsamfund - nemlig at det vigtige er at have noget at samles om. Om det samlingssted er en købmand, et fælleshus eller noget helt andet er måske mindre vigtigt.

En by uden Brugs

 

Kommenter 17.08.2019