Til forsidenVeddum.dk Find ord eller søg i index, nyt eller oversigtSøg Kontakt til veddum.dkKontakt Om
Til forsidenVejeVeddum Hovedgade3

Veddum sal 1884 – 1984

En autentisk beretning om en forsamlingsbygning del 2 af Arthur Jørgensen.

Følgende beretning stammer bl.a. fra GAMMELT NYT, Lokalhistorie fra Sydøsthimmerland nr. 7 1989.

Driften

Ja, der kunne skrives en hel roman om dette emne, men jeg vil indskrænke mig til et lille resumé, der kan have interesse, som en slags kulturhistorisk tidsbillede af landsbyens forsamlingsliv og den måde, man indrettede sig på, når man havde brug for byens samlingslokaler – og hvordan man blev betjent.

De første år Salen har eksisteret, var der ingen fast vært, ganske vist ar privatboligen udlejet til en ”indsidder”, som det hed dengang, der boende gratis, mod at holde rent i lokalerne og fyre i kakkelovnene, når der skulle være møder eller andre forsamlinger –hans kone (hvis han havde sådant et ”inventar”) skulle lave kaffe og koge øl – hvis nogen fremmødte ønskede det. Bestyrelsen sørgede for, at de nødvendige naturalier var tilstede –men konen skulle have betaling for sin ulejlighed; hvor meget timelønnen var, ved jeg ikke –men i 1978 -79, altså den tid vi nu lever i –er der megen tale om, at mindstelønnen ikke må være mindre end ca. 35 kr. –men vi kan vist roligt regne med, at den før 1900 ikke engang var 35 øre i timen.

Nu må man huske på, at en af deres største og mest livsnødvendige goder –brændevin – kun kostede 25 øre pr. flaske (3 pægle).

Det blev til et sidespring fra mit oprindelige emne: Salens drift og brug, og her kommer de senere ansatte værter ind i billedet. Der har været mange værter gennem årene – men her skal kun nævnes enkelte af disse, der har været længst i dette ”embede”, ellers bliver denne beretning for lang, og der er heller ikke alle, der har været særlig stabile på den post.

Fastelavn

Et af de værtspar, jeg bedst kan huske fra min pure ungdom, var skomager Uhrenholt og hans kone Kirstine, som i ca. 12 år var et stabilt og samvittighedsfuldt par, der gjorde alt for at tilfredsstille ”kunderne” – ikke mindst var vi unge glade for at komme i Salen – der for mange blev som et andet hjem i fritiden. Denne periode kan slet ikke sammenlignes med vor tid, hvad underholdning angår –denne skulle i de fleste tilfælde arrangeres lokalt. Vel var der –særligt i vintertiden – fremmede foredragsholdere og oplæsning –i de fleste tilfælde var det Afholdsforeningen, der var arrangør, og så var der også Ungdomsforeningen, der holdt baller –særligt ved årets højtider, f.eks. fastelavn, er der nok mange ældre, der mindes. Den varede næsten en hel uge med hattepyntning lørdag aften før, med ”rendsammendans” –når vi kunne få Niels skrædderen til at spille harmonika –eller en anden. Søndag: ringridning eller fastelavnsbåd –hvis føret var for glat til ridningen, fest og dans derefter, og så fortsatte det mandag eftermiddag og hele natten. Tirsdag eller onsdag ringridning –det var mændene –de gamle, som vi sagde, og den sluttede også med ”gammelmandsbal”. Sidst i ugen var det børnenes fastelavnsfest. Men det har jeg før fortalt i en radioudsendelse, så det skal jeg ikke gentage her.

Fælleshjemmet

Der var mange unge i Veddum dengang, særligt før verdenskrigen, da det meste arbejde i landbruget blev udført manuelt, med hånd- og hestekraft, skulle der mange tjenestefolk til.

De fleste gårde havde mindst 2 karle og 1 pige samt en hjorddreng, så der var her i Veddum i forhold til byens størrelse, mange unge, og for dem var og blev salen et naturligt samlingssted i deres fritid.

Diskotek er et fremmedord for fritidslokale for ungdommen i nutiden, men allerede i begyndelsen af det 19-ende århundrede, havde vi noget lignende i Veddum Sal. Den nordøstre stue var disponibel 4 til 5 aftener ugentligt for ungdommen og kaldtes ”fælleshjemmet”.

De interesserede skulle betale et kontingent, 75 øre pr. måned, tror jeg det var, for lys og varme. Der var egen indgang på østsiden af bygningen (den eksisterer endnu). Her var et herligt fristed, med askebægre og spytbakker, hvor man kunne diskutere lokale nyheder og oplevelser, uanset rang og stilling.

Spille dam, skak, kort, særlig ”Fedtmule” var et populært spil og cigarer eller kaffe. Værten dengang, skomager Uhrenholt, var en ivrig deltager i dette spil, og råbte højt, hvis nogen prøvede at snyde. Raflebægrene blev også flittigt brugt, det var mest om kaffe, som Kirstine serverede; 1 kop kaffe kostede dengang 25 øre med en femøreskage til; der kunne også fås 2-øreskager –de var selvfølgelig mindre, men havde en dejlig klat sirup midt i.

”Fælleshjemmet” eksisterede i mange år, men måtte vige, fordi der blev brug for lokalet til andre formål. En periode som privat beboelse.

Petroleumslys og buldrende ild i kakkelovne

Før elektriciteten kom her til Himmerland (1922), var det petroleumslamper og stearinlys, der spredte oplysning i mørketiden. I Salen var der mange lamper og til de mange møder, fester, generalforsamlinger, gymnastik mm. ja selv rampelyset, nar vi spillede dilettant, var en række køkkenlamper, placeret i en række i en lang kasse foran scenetæppet, primitivt, ja, men vi havde ikke andet og publikum var ikke forvænt.

Men for værten var det et stort arbejde at holde disse mange lamper i alle lokaler rene og i orden. Jeg husker, når Uhrenholt stod ved et langt bord i Salen med opsmøgede ærmer om formiddagen, og pudsede lampeglas, klippede væger og fyldte olie på, så ville han ikke forstyrres. Også kakkelovnsfyringen gav meget arbejde (og til tider røg i stuerne). Blev det for galt, måtte der bud efter en murer.

Petroleumslys og buldrende ild i kakkelovne kan godt være hyggeligt, men ikke særligt praktisk i en forsamlingsbygning.

Ægteparret Uhrenholts værtsperiode sluttede i 1913, da havde de bygget eget hus, som de flyttede ind i –her blev siden etableret telefoncentral, som Kirstine blev bestyrer af, og skomageren vendte tilbage til sin læst. Deres interesse for salen forblev dog usvækket.

Lys-Hans og Petra

Salens lejlighed

Næste værtspar var Petra og Hans Andersen. Efter de nye beværterlove skulle forsamlingshuse med offentlig adgang søge restaurationsbevilling. Denne bevilling kunne ikke tildeles kollektivt til en forening, men kun til en enkeltperson, der repræsenterede de lokaler, der søgtes til. Vi blev enige om, at lade værten søge. Bevillingen gjaldt for 5 år, og værtens lejemål blev sat til samme tidsrum, selvfølgelig med den kontraktmæssige opsigelsesfrist.

Man kan sige, at værten nærmest disponerede som forpagter, idet det blev ham, der udlejede lokalerne og selvstændigt drev restaurationsvirksomhed, men lejen blev altså betydelig større end før.

Hans Andersen blev altså den første bevillingshaver i Veddum Sal. Han fik senere kendingsnavnet Lys-Hans fordi han, da elektriciteten kom, blev opkræver for transformatorforeningen i en årrække. Han var en dygtig altmuligmand – stor og kraftig. Det kunne i mange tilfælde også være nødvendigt med gode kræfter – f.eks. når der ved baller i salen, kom en flok ballademagere over fra ”sutten” og skulle smides ud, fordi de generede og provokerede, navnlig pigerne, og heller ikke ville betale entre.

En blandet skare værter

Denne ”Sut” havde sin renæssance fra 1901 og op til tyverne, da alle disse ”vildskud” blev kendt ulovlige og nedlagt, men så kom jo ”smugkroer” i stedet. I perioden 1930 – 45 havde vi i bygningen flere forskellige værtspar, der ikke alle holdt 5-års lejemålet ajour, der var jo dette, at selve pladsen ikke kunne være, det man kalder et levebrød, det var nærmest en biindtægt for en familie, hvor manden skulle have anden beskæftigelse, og det var så konen, der for størsteparten administrerede værtspladsen.

Af stedkendte folk, der har haft denne plads (og samtidig fik restaurationsbevilling (uden spiritus) på afholdsforeningens vilkår) kan nævnes: Maren og Søren Buus, Stinne og Thorvald Rask, Andrea og Jens Peter Gade, Karen og Søren Kusk, Olga og Egon og så Anna og Anthon Kristensen, der i 17 år bestred pladsen med dygtighed og almindelig tilfredshed fra alle kunder, og for Afholdsforeningen som ejer.

Efter dem har der været forskellige i kortere tidsrum – i frisk erindring for de fleste er vel nok Olsen (Selma og Kjeld), der straks slog det stort op, både han og hustruen var fagfolk i restaurationsbranchen, han som udlært tjener og hun som smørrebrødsjomfru. Det så lovende ud med stor opsætning, og vi troende, at vi nu havde fået de rigtige folk i Salen, men glæden blev desværre kort, konen var rigtig nok, men Olsen ”glemte” at betale sine leverandører, og til sidst også sin leje, og så fik han sin afsked på gråt papir, og drog til vor naboby Korup, hvor et flot skilt blev sat op ”Korup Kro”, men også her gik glansen snart af Skt. Gertrud. Sørgeligt var det, især for hans kone og børn.

Et års tid havde vi bageren herfra (der havde solgt bageriet), han og hans dygtige kone var vi især godt tilfredse med, men de rejste herfra og fik anden beskæftigelse. Så blev vi trætte af at søge værter, og de sidste 8 år, har vi selv passet geschæften, når der var noget, for vi holdt ikke åbent i almindelighed.

Tyskere

Under anden verdenskrig havde tyskerne taget salen. Søren Bragh Frederiksen husker af de holdt øvelser i byen, så lugten af løst krudt fra maskingeværene på deres panserkøretøjer trængte helt ind i stuen, i hans hjem Hyltvej 1. I slutningen af krigen, hvor soldaterne havde forladt byen, blev tyske flygtninge indkvarteret i salen.

Nye tider

I Salens køkken 1963

Nu har så den nye beboerforening fra november 1978 overtaget bygningen som selvejende institution, og moderniseret lokaler mv. efter lovens krav, så håber vi at denne, som byens forsamlingshus, kan dække behovet her i Veddum for alle møder, udstillinger og fester, der er behov for.

Ja, jeg kunne skrive meget mere om vor gamle Sal og den betydning, den har haft i vort landsbysamfund som kulturcentrum.

Mange landskendte talere har her tolket forskellige emner, folkelige, politiske, faglige og kirkelige. Der har været udstillinger, husflid og kunst. Der har været underholdning i form af maskeballer, karneval, folkedans, lokalrevy, alsang, korsang, og så de mange familiefester, hvor Veddums berømte kogekoner sørgede for et godt, solidt festmåltid for gæsterne, særligt suppen med de brede Veddum-boller var en speciel ret for Veddumfolk og deres gæster.

I en periode var der også biograf i Salen, men akustik og lydforhold var ikke så gode, som de burde være, og så var der den ulempe, at mange sad og røgte, så vældige tobaksskyer formørkede billederne, så det holdt op af mangel på tilskuere.

Kommenter

04.11.2018

Oplandet Midtbyen Steder Veje Personer Bybilleder Begivenheder