Til forsidenVeddum.dk Find ord eller søg i index, nyt eller oversigtSøg Kontakt til veddum.dkKontakt

Til forsidenMidtbyenVeddum Hovedgade40

 

Veddumidræt i 1940’erne

I gammelt Nyt nr. 36 2004 fortæller Robert Bonde om sin ungdom i Veddum, han skriver om fodbold:

Uddrag fra Robert Bondes fortælling om sin ungdom

Fremmede spillere

Yderst til venstre Andreas Villadsen

.. En søndag skulle vi til Mou for at spille. Transporten foregik skam i rutebil. Det var før krigen var begyndt. Vi kørte først til Solbjerg og hentede Poul Møller. Derfra omkring Korup, hvor vi fik Harry Topperup med, derfra til Terndrup, hvor Niels Søgård kom på, videre omkring Bælum efter Clarenc Sørensen og Evald kom på. Så endelig fik vi rutebilen i mod øst. Resultatet af fodboldkampen er ukendt. Der må jo ikke rigtigt have været noget fodboldhold i de byer dengang for det kunne vel ikke være så attraktivt at spille på andetholdet i Veddum.

Skuffelser

Fra fodboldspillet har jeg mange minder. Jeg fik gode kammerater og kom til at kende mange mennesker i de byer, vi spillede fodbold imod. Jeg kom til at spille på førsteholdet fra 1940 - 41 til 1945. Som sagt mange glæder men også skuffelser. Den første skuffelse var, da vi spillede imod Udbyneder, det var i 1942. Hvis vi vandt den kamp, var vi kredsvinder, men vi tabte 3 - 0; efter at vi havde ført 2 - 0. Året efter var skuffelsen meget større, da var vi blevet kredsvinder og skulle spille oprykningskamp i mod Sødring. Det foregik på Havndal Stadion og der tabte vi med 1 - 0, en meget sort dag. Året efter lykkedes det at komme op i A-rækken, som det hed dengang, ved at vinde over Terndrup med ikke mindre end 11 - 1.

Kedelig afslutning på fodbold

Den følgende sæson begyndte formidabelt, vi vandt alle vore kampe så nær som én som endte uafgjort.

Det var efterårssæssonen, der gik så godt. Det bedste der skete, var at vi fik hævn over Sødring ved at vinde 1 - 0 i Sødring og sendte dermed Sødring ned i B-rækken. Hævnen var sød. Jeg blev gift det forår og Elly og jeg flyttede til Bælum, men jeg spillede de sidste kampe alligevel. Bager Sund hentede og leverede mig. Jeg fik en rigtig kedelig afslutning på mit fodboldliv i Veddum. Den sidste kamp jeg spillede var mod Kongerslev, hvor vi tabte med ikke mindre end 9 mål mod 1.

 

Kommenter 11.09.2021