Veddum.dk
Søg
Kontakt
☰
Til forsiden › Midtbyen › Mosevej › 2
Rytter - Soren i Veddum kan binde hingste og tyre og få dem til at komme bag efter sig, ja, lian kan kommandere dem til at ligge og stå, som han vil. Sådan skrev Evald Tang Kristensen i Danske Sagn, Hekseri og djævlekunster 1900.
Søren Rytter blev 102 år gammel inden han døde uden forudgående sygdom i sommeren 1939.
I GAMMELT NYT, Lokalhistorie fra Sydøsthimmerland nr. 3 og 4 1987 kan man læse følgende om Søren Rytter og Veddum Vestergaard:
Søren Nielsen var født 22/3 1837 i Svanfolk, han blev i 1886 gift med Margrethe Svenningsen fra Fræer. I 1857 overtog han Veddum Vestergaard i fæste og frikøbte den nogle år senere.
1837 – 1939
af Frede Rytter
Bedstefar (farfar) var ikke døbt Rytter, men fik den 18/8 1905 bevilling til at kalde sig og sine børn Rytter. Han var blevet kaldt Søren Rytter længe inden den tid, for han havde ligget soldat ved hestegarden.
Hans liv var ret usædvanligt, en kraftigt bygget mand var han, høj, bredskuldret, i sine velmagtsdage vejede han 135 kg. og da han døde 110 kg.
De var jo seks søskende i hjemmet i Svanfolk, så der kunne jo ikke blive så meget til hver. Han begyndte derfor i sin tidligste ungdom at handle med dyr: småkreaturer, får og lidt heste, og da han var meget sparsommelig, fik han samlet lidt penge sammen, således at han 25 år gammel kunne købe en billig, faldefærdig gård i Veddum. Der var 20 tdr. land til, dårligt drevne, gav væsentligst ukrudt og led af vand, og samtidig var der servitut på handlen, at han skulle overtage de to gamle folk, som havde gården, men ikke kunne være der længere.
Der skulle Sørges for dem resten af deres liv, der var meget drikfældige, der var Per Bunde og hans kone. Da bedstefar var afholdsmand, og ven med afholdsforkæmperen Claus Johansen, Vaarst, prøvede han på gradvist at afvende Per Bunde og hans kone med brændevinen, og det lykkedes. Bedstefar købte et gammelt hus lige ved gården, der kom de hen og levede deres sidste dage under gode forhold.
I den unge dage havde bedstefar lært hestedressur ved et cirkus i Aalborg, og det kom ham til gode nu, idet han for betaling modtog rampegale og hvinske heste, som ingen kunne magte, og dresserede dem. Og det gik for sig på den måde, at han lagde en grime på dyret og trak det ud på en blød græsmark, og med et særligt tag, som bestod i at han løftede det ene forben i vejret og trykkede et bestemt sted på hesten, så væltede den om på ryggen, og inden den nående op igen, havde han grebet den i tøjlen, og så gentog dette sig en halv snes gange. Derefter kom hesten på stald, fik æde og drikke og næste dag fortsattes på samme måde.
Efterhånden kunne han sætte den til en rolig hest og køre den, og til sidst til en enspænder, og så var den i orden og han fik sine penge.▲
Landsbyen Veddum var en landsby med 60 gårde og langt omkring var det sådan, at var man i tvivl om noget ved en hest, selvom dyrlægen havde set på den, så gik man til Rytter Søren i Veddum, og havde han først udtalt sin dom over den, så blev det sådan, ingen diskussion mere. I øvrigt gav han gode råd til folk om deres husdyrs sygdomme, og tjente derved nogle penge, og man havde blind tiltro til ham.
Han skabte efterhånden en kvægstamme af de bedste nemlig ”Garibaldestammen”, som han kaldte den, efter den navnkundige tyr ”Garibaldi”, som han opdrættede. Han trak tyren fra Veddum til Landmandsforsamlingen i København, hvor den fik højeste præmie. Han trak på grønsværen langs landevejene om natten for, at tyren ikke skulle blive ømbenet, kunne den hvile om dagen. Han fortalte selv, at dens hud var som silke, skinnende blank sortbroget, og når den bare kunne skimte Rytter Sørens stive hat, så var den rolig og medgørlig, ellers var den en vild krabat.
Garibaldi blev ifølge bladene lige så berømt, som frihedshelten fra Middelhavet. Dens afkom blev betalt med priser, der lå langt over de sædvanlige markedspriser. Endog fra Sverige kom der købere for at sikre sig Garibaldiblod.
Den blev for penge vist frem på markederne bl.a. i Hjallerup, og på pinsemarkedet i Aalborg betalte man så høj en pris som en krone, for at komme ind i Garibaldis telt.
Efter dens død blev pandeskallen med de karakteristiske horn bevaret på museet i Rebild sammen med diplomet fra Nykøbing Falster, hvor den fik kronprins Frederiks præmie ved Landmandsforsamlingen der.
Bedstefar opdrættede også en hestestamme af jysk race, og af den avlede han den berømte hingst Messingjens, som blev solgt til Orupgaard til etatsråd Tesdorpf. Det var på udstillingen i København, Landmandsforsamlingen 1888, at bedstefar solgte Messingjens for 6.000,-.
Min far (Niels Peter Rytter) fortalte, at bedstefar havde meget med godsejer Ahlmann på Langholt (nord for Limfjorden) at gøre, de byttede avlshopper og hingste til bedækning.
Far red tit 6 -7 hopper ad gangen den lange vej (6 mil) fra Veddum til Limfjorden, smed tøjet, bandt det på ryggen og red så på førerhoppen med de andre bundet i halerne på hinanden ud over Limfjordens dybe vand til den anden side, men strømmen skulle være for udgående.
Bedstefar havde mange ting for, han købte dyr, slagtede og solgte kød i omegnen, der var der ellers ingen der gjorde dengang. ▲
Bedstefar og bedstemor levede et godt kristent samliv, jeg kan huske fra den tid de boede i Slagelse (4 år), at de hver aften inden de gik i seng, læste et stykke og bad fadervor.
Bedstefar var meget påholdende, men han bød alle ind på spisning og kaffe, og så blev brugsbogen jo stor og han skældte ud på bedstemor, og så græd lille bedstemor.
Til deres sølvbryllup havde bedstefar bestemt, at der ikke skulle være nogen fest, men på selve dagen kom der en masse mennesker fra nær og fjern. Og så skulle alle disse mennesker selvfølgelig have mad og drikke, og sporenstregs fik man fat i kogekone og opvarterpiger, man slagtede og stegte og alt stod på gloende pæle, men alle fik mad. Gæstfriheden var uendelig stor hos Søren Rytter og hans kone, ingen måtte nogensinde gå uden at have fået noget.
Som 29-årig blev bedstefar gift med Margrethe Svenningsen, de fik 7 børn, 4 piger, der døde som små, hvoraf det ene hold var tvillinger, og så havde de Svenning, Niels (min far) og Ane.
Bedstefar forlangte meget af sine folk og af sine børn. Faster Ane læssede møg og spredte det, og var med ved malkningen 3 gange dagligt, og ellers i hø og høst. Far måtte slide meget hårdt som ung, men selv bestilte bedstefar ikke noget. Far fortalte, at en gang var naboen Lars Degn inde og slå en sludder af med bedstefar, far var da nylig sat i gang med at så rug uden for gården mod vest, og bedstefar havde indstillet såmaskinen. Da der var gået et lille stykke tid, kom far ind og meddelte, at maskinen såede for meget, men bedstefar havde indstillet den og dermed punktum, så skulle ingen anden rette derved. Da far havde sået halvdelen, var såsæden brugt, og ny måtte skaffes. Min far sagde at selvom, der var sået det dobbelte i, så blev der alligevel god rug. ▲
Bedstefar drænede og merglede jorden og udvidede arealet, så der blev 40 tdr. land med kæret ude mod Kattegat, hvor der var 30 tdr. land. Kæret afgav gode græsgange, dyrene kunne gå derude og blive fuldfede, 10 – 12 tørvelag derunder kalkrig mergel langt ned. En tur i kæret var altid en stående ting, når der var gæster på gården. Jeg husker engang, jeg sammen med mine forældre var på besøg hos bedstefar. Far og bedstefar var til dyrskue et eller andet sted i Jylland, og faster Ane, mor, jeg med flere gæster skulle i kæret. Faster kørte, karlene havde spændt for, men da vi var på vej forbi forsamlingshuset, gik tospændervognstangen af og faldt ned på vejen. Vognen løb på hestene, en meget farlig situation, idet det var meget ned ad bakke. Men hestene var heldigvis rolige og der skete intet. Det var en forkert vognstang, der var sat til. ▲
Bedstefar oprettede et mejeri med stor skorsten, som ses på billedet af gården. Der var en gift mejeribestyrer, 2 mejerister og 1 mejerske, der alle boede på gården. Han købte mælken fra hele Veddum og omegn, dengang (i 1874) var der jo ikke noget andelsmejeri (det blev først oprettet i 1915).
Ikke alene oprettede han det første fællesmejeri, han havde også den første tærskemaskine mange år før alle andre.
Bedstefar gik altid rundt for at se, at alting gik rigtigt til. Sådan var det en gang, han så en mand med pibe i munden. Det gik lidt langsomt, synes han, og så sagde han pludselig til manden: ”Skråer du ikke tobak?”. ”Næh” sagde manden, ”hvorfor det?”. ”Jo, for så kunne du spare den tid, det tager at stoppe piben”.
Bedstefar var syg, da han var 30 år, ikke siden. Han sagde gerne, at han søgte doktor, inden han blev syg, det var fidusen.
Af Jyllandsposten blev han engang spurgt: ”Er Rytter nazist?”. ”Nå jo” svarede han ”der er måske meget sagt, men jer er meget interesseret i, det der foregår i Tyskland, jeg tror det er godt, men vi kan jo nok blive enige om, at som det går i Danmark i dag, kan det ikke blive ved at gå. Der må en omvæltning til, for når det offentliges udgifter og alt det, der skal betales, renter, skatter, lønninger og alt det, der er bleven skruet sådan i vejret, at jorden ikke kan bære det, så kan det ikke blive ved. Landmændene skal ikke fedes, men have en nogenlunde løn for deres arbejde. Jeg hører jo unge mennesker gå og sige, at der er dumt at bestille noget, for de kan få lige så meget ved at hæve understøttelse. Der er en bagvendt verden, der må ske noget, der kan give os fornuften tilbage. Og det skal være noget i den retning, der er sket i Tyskland. Hvis Stauning kunne lave sådan lidt social socialisme, det behøver ikke at være det samme som dernede, det skulle være sådan, at vi enedes om at bygge op i stedet for at kappes om at rive ned. Vi mangler Estrup, han kunne styre, og han gjorde det uden at tænke på sig selv. Det er også rigtigt at de, der ikke kan hjælpe sig selv, de skal hjælpes, men de skal nu først have vilje til at prøve selv og den er det vel nok småt med, synes jeg”.
Jeg har hørt bedstefar sige for mange år siden: ”Ingen elsker friheden mere end jeg, men jeg ved, den fører til galskab”.
I 1864 trængte tyskerne ind i hans soveværelse og forlangte, at han skulle køre en tur med dem. Han blev gode venner med dem, fordi han kunne kortkunstner, som tyskerne aldrig havde set, og så kørte de. De sang tyske sange, og bedstefar sang ”Dengang jeg drog af sted”. Da de så i mørk nat nåede Aalborg, skar han hestenes skagler over, de kendte jo vejen til Veddum, og selv løb han over alle marker mod Veddum, men på vejen hjem så han ved Svanfolk en masse mennesker, som kun kunne være soldater, gå ude langs den lille Vildmose, og så fik han travlt med at skjule sig, men i daggryet viste det sig at være hundrede af tørvestakke. ▲
Bedstefar fortalte om herregården Lindenborg, der ligger i Blenstrup sogn. Der gik flere sagn om den onde frue på Lindenborg, friherreinde Sofie Amalie Lindenow, Christian IV’s datterdatter, om hendes forbrydelser er beskrevet i Trap Danmark, men hvad der ikke står i Trap fortælles her.
Der gik sagn om et hemmeligt rum med faldlem, hvor fruen, når hun blev træt af en af sine mange elskere lod dem forsvinde ned i et dybt rum ved at trykke et bestemt sted, så åbnede lemmen sig, dernede kunne ingen høre dem, og de sultede ihjel.
Bygmesteren som havde bygget slottet, stødte hun ud i voldgraven fra vindebroen, så var den hemmelighed bevaret.
Men så sent som i 1950, da Rikke Pedersen fra Aalborg (bedstefars og bedstemors gamle pige fra Veddum) besøgte min mor Maren Rytter, fortalte hun om det der fra Lindenborg.
Rikke var som 13-årig til præst i Blenstrup, da der kom ekspresbud fra Schimmelmann på Lindenborg, om præsten straks ville komme derned. Schimmelmann havde villet undersøge det gamle sagn om faldlemmen i slottet, og arkitekter og håndværkere havde målt sig frem til, at der et sted måtte være plads til et sådant hul i de tykke mure og havde fundet det.
Skakten til nedstyrtningen var helt oppe fra en af salene og dybt ned under voldgravens bund, og man fandt flere skeletter af mennesker, der altså var styrtet ned. Disse skeletter blev bragt op og begravet på kristen vis på Blenstrup kirkegård. Sagnet talte sandt.
Min far fortalte, at når de trak kreaturer om natten til Aalborg, som kom han forbi de røde led, hvor Sofie Amalie Lindenow ombragte sin mand, Claus Daa, og så syntes far, at det krøb lidt ned af ryggen, for man sagde, at den onde frue fik igen. ▲
Bedstefar havde sin egen evne til at få andre til at bestille noget. Jeg husker engang, han var på besøg hos os, vi kørte turnipsfrø hjem, jeg kørte den ene af de to vogne. Så sagde bedstefar til mig: ”Hvis du kan være herhjemme, inden han kører herfra, og han (karlen) kan være i marken, før du kører derfra, så går det godt.”
Bedstefar var religiøs, jeg husker, at når jeg kom på besøg, så lå jeg altid i bedstemors seng, der altid stod opredt ved siden af hans, men inden han lagde sig til ro, lagde han sig på knæ ved sengen og bad sin aftenbøn, han var da nær 100 år.
I Veddum hos bedstefar kom en sønnesøn, Andreas, som var sindssyg, men havde sine gode perioder, jeg kan huske min far fortalte, at han ikke var glad for at bo på værelse sammen med ham, for pludselig om natten kunne han stå op og sige, at nu ville han indtage den eller den stad.
Engang der var fastelavnsfest i Rostrup, mange mennesker var udklædt, med pludselig kommer der en mand gående med nogle mærkelige hvide klædningsstykker på, det var Andreas. Og en kone siger forbavset: ”Ja, men dog, det er jo ligtøjetfra de underjordiske begravelser i Astrup kirke, hvor der lig har været indbrud”.
Det var så Andreas, der i sin sindssyge tilstand, der udefra gennem et smalt lufthul, var kommet ned i gravkamrene under kirken, og så havde han med sin ryg løftet de fantastisk tunge sten låg af, op med kirkegulvet, og så gået den vej op. Han kom på sindssygeanstalt og døde der, som en midaldrende mand i ca. 1912. ▲
Af andre minder om bedstefar, husker jeg fra et af hans besøg herovre. En dag sagde far til mor, at han om eftermiddagen skulle til Slagelse, og så kunne en af karlene køre bedstefar, mor og mig (7 år) til Flakkebjerg station, og derfra skulle vi så med tog til Slagelse, så kunne far møde os der, og vi alle fire kunne gå i cirkus Miehe, som var i byen i de dage.
Vi kom derop og ventede udenfor teltet, vi kunne høre orkesteret spillede derinde, og folk strømmede til for at købe billetter. Nu må jeg springe langt tilbage i tiden. Cirkus Miehesstifter og hans kone rejste i bedstefars unge dage i Veddum, rundt i Jylland og gav opvisning i kortkunster, spil af forskellig slags. Når de kom til Veddum boede de altid hos Rytter Søren i den tid, de var der. Siden fik de artister med og dresserede heste og efterhånden stort telt, men ægteparret Mieheboede stadig i gæstekammeret på Veddum Vestergård, når de var i byen.
Med tiden blev cirkus Mieheret stort og artister og dyr lå i bedstefars lader og stalde, indtil det blev så stort et foretagende, at de ikke kom til så små byer som Veddum. Men at bo hos Rytter Søren kostede intet.
Så springer jeg igen frem til 1906 foran teltet på ridehuspladseni Slagelse. Vi ventede stadig på far, men så med et fik bedstefar øje på den gamle enkefru Miehe, der sad ved kassen. Og så trækker han med sin stok en cirkustjener til sig og siger: ”Kan jeg komme til at tale med fru Miehe?”, men den unge mand rystede på hovedet og løb videre. Dette gentog sig, men tredje gang sagde bedstefar til cirkustjeneren: ”Hør bettedo, kaa et komte å tål med fru Miehe, så kado helsfra Rytter Søren i Veddum”.
Endelig kom far og fik købt billetter i sidste øjeblik, og kom hen til os, men i det samme kom en cirkustjener springende og sagde: ”Jeg skulle bede om Deres billetter, og Deres penge skal de have tilbage ved kontoret”.
”Ja” sagde far, ”men hvorfor?”. ”Jeg ved det ikke” sagde den unge mand, ”og jeg skulle bede dem vente her”.
Så blev teltfligenetrukket for, og vi stod der ene og uforstående. Men pludselig kom enkefru Miehegående hen imod os i et brus af silke. Og så lød det: ”Goddag Rytter Søren, og hjertelig velkommen, jeg vil bede dig og din familie være mine personlige gæster i aften.
Vi gik så hen til teltet, der blev åbnet af to tjenere, og vi trådte ind i et stopfyldt telt, og i det samme fru Miehetrådte ind i teltet, faldt orkesteret i med en touche, og alle rejse sig og klappede af direktøren for cirkus.
Vi blev vist ind i en særskildtloge, hvor der på et bord var anrettet vin, kager og frugt. Og der sad så de to gamle klos op ad manegen, hvor hestene galoperede forbi, så savsmuldet røg om ørerne, og opfriskede gamle minder fra den tid, hvor Mieheog hun var fattige folk, som fik mad og husly hos Rytter Søren.
Det var en aften, jeg aldrig glemmer, det var fru Miehestak for gamle dage til bedstefar.
Der er det mærkelige i fars slægt, min oldefar Niels Jensen Kjær i Svanfolk havde en lille skavank ved det ene øje, han skelede ikke, men det kneb lidt med synet. Hans søn Søren Rytter fejlede intet, men min far havde det samme. Jeg fejler intet, men min dreng Arnth Rytter har samme fejl, øjenlågsmusklerne arbejder ikke altid sammen med øjet. Hans to sønner Steen og Torben Rytter fejler heller intet. Det springer altså hver anden generation over.
Cookies
