Storkekolonien i Veddum

Omkring 1880 var der storkereder på stort set alle tage i Veddum plus nogle i træer og gamle høstakke. Der kunne være op til 9 storkereder på en ejendom og der var mindst 135 storkepar i byen –det er den største kendte storkekoloni i Danmark.

Folk huskede, hvor mange reder, der har været på hvert hus

Karl O. Pedersen bad i 1915 nogle af Veddums ældste beboere fortælle, hvad de kunne huske om storkene. For at få et indtryk af koloniens størrelse bad han hver enkelt fortælle, hvor mange beboede reder, der var på hver ejendom.

Storkekolonien var på sit højeste før 1880

Før 1880 var der en eller flere storkereder på næste hver gård og hus, der har været mindst 135 par plus unger. Kolonien var så stor, at den dominerede hele byen, fra de første storke kom i foråret til de fløj syd på om efteråret. I løbet af 50 år svandt kolonien ind til et enkelt par, som for længst er forsvundet.

De våde enge og moser var storkens spisekammer

Veddum kær var før år 1900 fyldt med vandhuller og dårligt oprensede grøfter. Hele det flade areal omkring Solbjerg Birker og Solbjerg Enge udgjorde tilsammen omkring 20 kvadratkilometer fugtig eng og mose, hvor storken kunne finde sin føde.

Omkring 1911 blev Haslevgårde å uddybet og reguleret, så disse store arealer kunne drænes og inddrages til agerjord. På det tidspunkt var storkekolonien allerede på tilbagegang.▲

Kolonien svinder ind

Før 1880 har der været mindst 135 storkepar fordelt på 49 ejendomme. Der var altså flere storkepar på hver ejendom. På den højst beliggende gård, hvor der var flest, var der 9 således beboede reder. Der var reder på næsten hver gård og hvert hus samt undertiden i træer og i gamle halmstakke.

Omkring 1890 var der omkring 90 par fordelt på 29 ejendomme.

I 1915 var der kun 19 beboede reder.

I 1933 ynglede kun et enkelt par storke i Veddum. På lokalhistorisk arkiv findes et billede fra 1938 med et storkepar på Trommelholtvej 6A.▲

Storkene var velkomne gæster

Storken var velset og man sagde de bragte lykke til de huse, hvor de slog sig ned. Den var et sikker forårstegn, og den blev ventet med længsel. De bragte liv og røre i byen med deres knæbren fra alle tage, som en del af den hyggelige forårsstemning. De kæmpede dog også bittert om rederne, så det skete de trillede ned på jorden i kampens hede.

Der var dog også ulemper ved at have storkene boende. Tagene blev oversprøjtet med ekskrementer og føderester flød alle vegne og spredte stank.

I løbet af sommeren forøgedes bestanden betydeligt, når ungerne begyndte at vove sig ud på tagryggen og foretage de første flyveøvelser. Ved høsten fløj storkeungerne ud og hjem til markerne samtidig med pigerne og karlene. Mens folkene høstede, fouragerede storkene. Når der blev pløjet kunne marken være hvid af storke på jagt efter orme og larver.