Veddum Borgerforening blev dannet i 1915, men før den tid, har der også været kulturelle arrangementer.
I 1875 - 1888 arrangerede Anders Nielsen (Kaptain) folkemøder med politiske og opbyggelige taler efterfulgt af musik og dans i sin skov.
Snedker Jensen holdt velgørenhedskoncert i sin gård 1893.
I 1894 er der generalforsamling og dans i 'Aktiv i Veddum'. Foreningen afholder afholder bal med jævne mellemrum. I 1901 angives stedet til 'Håbet' samme tid som Frem holder bal i afholdssalen.
Foreningen holder bal og dans i afholdsbygningen fra 1901.
Veddum Ungdomsforening 1915
Foreningen tæller nu 100 medlemmer. Som ny bestyrelse valgtes Hans Andersen, Chr. Bach og Søren Pedersen. Nordjyllands Social-Demokrat 17-11-1915
1917 Generalforsamling
Ungdomsforeningen Frem afholdt i søndags generalforsamling i afholdssalen. Formanden, træhandler Lauge Svendsen, fremlagde regnskabet. Dilettantforestillingen havde ikke, som man havde håbet, givet noget overskud, og grunden var, at man havde så store bekostninger på scenen.
Som bestyrelsesmedlemmer valgtes Villiam Jensen og Frederik Gyltke, som revisor valgtes L. Svendsen. /Nordjyllands Social-Demokrat 09-05-1917/
Generalforsamling 1924
Ungdomsforeningen 'Frem' Veddum afholder generalforsamling med påfølgende gratis bal onsdag den 30. april, kl. 8 Bestyrelsen. NB. Blus i Ellelyst. /Aalborg Amtstidende 27-04-1924/
Julens glæde 1914
Spareforeningen 'Julens glæde' udbetalte over 1000 kr til sparerne. Foreningen stiftedes for ni år siden med en bestyrelse på fem medlemmer, men bestyrelsen er i årenes løb svundet ind til én mand, nemlig skrædder Johannes Frika, som har være med siden dens stiftelse, men sparerne er tilfreds med Frika som bestyrelse; man ved, at de skillinger, man afleverer til ham, er i lige så god forvaring, som hvis man bar dem i sin egen brystlomme. /Nordjyllands Social-Demokrat 16-12-14/
Julens glæde. 1926
Spareforeningen Julens Glæde i Veddum afholdt generalforsamling. Til bestyrelsen genvalgtes Arthur Jørgensen, Anders P. Andersen og Søren Hansen. Derefter udbetales det opsparede beløb, 3639 kr, i gennemsnit 50 kr. pr. medlem. /Aalborg Amtstidende 17-12-26/ ▲
1914 Foredrag
holdt i lørdags møde i forsamlingshuset. Landbrugskandidat Thomsen, Kellerup holdt foredrag om husdyravl og kvægets fodring og H. P. Sørensen, Skelund talte om højskolen på Store Restrup. Mødet sluttede med kaffebord og en svingom. /Aalborg amtstidende 17-02-1914/
1915 Foredrag
Husmandsforeningen afholder lørdag aften kl 7 prs møde i afholdshjemmet med 2 foredrag af gartner Christensen, Veddum og Jens Jensen, Als Brohuse, om havebrug og folkestyre. Foredragene er gratis for såvel medlemmer som ikke-medlemmer. /Nordjyllands Social-Demokrat 04-02-1915/
1916 Præmiekonkurrence
Veddum Husmandsforening har i år i lighed med tidligere år foranstaltet en præmiekonkurrence for foreningens medlemmer.
For markbrug tilkendtes 1. præmie boelsmand Jens Jellesen, 2. præmie gårdejer Carl Danmark og boelsmand Søren Svendsen.
For havebrug tilkendes 1. præmie husmand Carl Petersen, 3. præmie frk. Elise Jensen, 4. præmie ungkarl Chr. Gade. /Aalborg Amtstidende 24-08-1916/
1917 Veddum Husmandsforening foretog i søndags bedømmelse af veldrevne mark- og havebrug hos en del af foreningens medlemmer, hvor følgende tildeltes præmie:
For havebrug: Skrædder Johannes Friche, fru Birthea Frederiksen, Enkefru Inger Marie Korsgaard.
For markbrug: Jens Hansen Høi, Søren Jensen Bach. /Nordjyllands Social-Demokrat 17-07-1917/
1919 Møde
Veddum Husmandsforening afholdt i onsdags møde med hr. højskoleforstander Balle, St. Restrup, som taler. Hr. Balles foredrag drejede sig om om hjemmene, ungdommen og ungdomsskolen. Efter foredraget udspandt der sig en diskussion, som resulterede i, at man vedtog at arbejde hen til at få oprettet en ungdomsskole i Veddum, så snart forholdene tillod det, og ved foredrag og lignende at få ungdommen interesseret i skolespørgsmålet. /Nordjyllands Social-Demokrat 04-04-1919/
1923 Møde
Veddum Husmandsforening afholdt i søndags møde i afholdssalen i Veddum med konsulent Søndermølle og Jens Jensen, Als Brohuse, som talere. Søndermølle talte om gødningsforsøg og Jens Jensen om toldspørgsmålet. /Nordjyllands Social-Demokrat 19-02-1923/
1924 Besøg
Veddum Husmandsforening havde i søndags besøg af et hold husmænd og husmandskoner fra Galten og omegn. De så først Jens Hansen Højs veldrevne husmandsbrug, hvorefter der var fælles kaffebord i afholdssalen. Efter kaffebordet var de rundt og bese kolonihaverne, gartner Christensens smukke have og Veddum Andelsmejeri. /Nordjyllands Social-Demokrat 15-07-1924/
Sangforening 1923
For et års tid siden dannede man her en sangforening med et blandet kor, men foreningen blev opløst. Nu lægges der imidlertid ud igen med lærer Havemose som leder. De der har stemmen i orden, bedes snarest melde sig til murer A. Jørgensen, Veddum. /Nordjyllands Social-Demokrat 10-11-1923/
Sangforening 1924
Et mandskor har under ledelse af lærer Havemose, Veddum, i en til øvet og tilslutningen er nu så stor, at man forleden dannede en forening. Som bestyrelse valgtes boelsmand Jens P. Petersen, slagter Jørgensen og Th. Bach. /Nordjyllands Social-Demokrat 06-02-1924/ ▲
Kvægavlsforening 1924
Veddum og omegns kvægavlsforening afholdt generalforsamling i afholdssalen i Veddum, hvor man vedtog at ophæve foreningen. Foreningens to tyre er solgt. Samtidig vedtog en del interesserede at oprette en ny forening, den ny bestyrelse fik bemyndigelse til at købe en tyr til foreningen. /Nordjyllands Social-Demokrat 05-07-1924/